Døbefont

Døbefonten i Holsted Kirke stammer fra Vridsløse Kirke, som nævnes i Roskildebispens Jordebog omkring 1370.

Ved kongebrev af 8. juli 1560 blev sognet lagt ind under Skovkloster (Herlufsholm).  Formodentlig samtidig hermed er døbefonten ført til Herlufsholm, hvor den på et tidspunkt er blevet opstillet i Herlufsholm Klostergård.  Døbefonten er det eneste stykke inventar, som er bevaret fra Vridsløse Kirke.

 Døbefonten tilhører den mærkeligste og mest særprægede fontetype, ikke blot på Sjælland, men overhovedet på dansk grund  (Citeret efter M. Macke-prang: Danmarks Middelalderlige Døbefonte, Kbh. 1941). 

Den er en af de ca. 40 tøndeformede, middelalderlige granitdøbefonte, som er hugget ud af én sten, og som er stærkt repræsenteret i et bælte fra Storebælt over Slagelse til Næstved, kaldet Slagelsetypen.

 Døbefontene af Slagelsetypen kan yderligere inddeles i fire grupper, hvor fontekummen henholdsvis er glat (Glumsø), har arkader (Vrangstrup), har skjolde (Vridsløse) eller er firkløverformet (Rislev).

Vridsløsefonten, og altså nu: Holsted Kirkes døbefont, er tøndeformet med et tværmål på 70 cm.  Den består af granit, hugget ud af én sten (monolit). Kummen er svagt udbugende med skjoldfelter og forsynet med tovsnoning (tovstav) på det lave skaft.

Denne tovstav af snoede reb er karakteristisk for især sjællandske døbefonte. Motivet hænger muligvis sammen med de "bånd og snarer", der omtales i Salme 18 i Det Gamle Testamente:  Dødsrigets bånd snørede sig om mig, dødens snarer truede mig. Han rakte ud fra det høje og greb mig, Han trak mig op af de vældige vande.

Døbefonten er sandsynligvis fremstillet på det store stenhuggerværksted i Slagelse, eller evt. på et mindre i Næstved, når de daværende samfærdselsmuligheder tages i betragtning.

Kunstneren Maja Lisa Engelhardt har til døbefonten skabt et dåbsfad i bronze med lueforgyldning. På dåbsfadets fane findes tre (engle)vinger belagt med emalje i farverne blå, grå, grøn og gul. Vingerne kan hentyde til treenigheden, ærkeenglen Gabriel ved bebudelsen, Helligåndsduen, eller måske duen fra Noahs Ark, der fandt det faste land?